top of page

SPORT LIVE sender direkte fra stort internationalt atletikstævne i Aarhus


Årets udgave af Aarhus Sprint’n’Jump vises direkte på SPORT LIVE. Foto: Aarhus 1900 Atletik og Løb.

Der er både EM- og VM-vindere på startlisten, når den danske og internationale atletikelite samles til Aarhus Sprint’n’Jump d. 23. januar. Stævnet kan følges direkte på SPORT LIVE.


Det bliver tredje gang, at Aarhus Sprint’n’Jump afholdes, og denne gang er det med endnu flere internationale atleter på startlisten end tidligere år. På højkant er over 100.000 kroner i præmiepenge og ikke mindst ranglistepoint, der kan vise sig altafgørende i et OL-år, hvor kvalifikationen for mange atleter afhænger af deres ranglisteplacering.


Årets udgave af Aarhus Sprint’n’Jump finder sted tirsdag d. 23. januar i Aarhus Atletik- og Løbeakademi (Marselisborghallen), og SPORT LIVE sender direkte fra kl. 18.00 til 21.00.


Ekspertkommentator er den tidligere OL-sølvvinder og europamester på 400 meter hæk Sara Slott Petersen, som også har en stribe danske rekorder og mesterskaber på sit CV.


"Vores mål er at skabe de bedst mulige forudsætninger for at de lokale atleter kan præstere på et niveau, der er med til at kvalificere dem til sommerens mesterskaber. Det gør vi dels ved at sikre et internationalt niveau, der kan presse de danske atleter til det yderste, og dels ved at skabe en intens atmosfære, hvor både publikum og atleter får en oplevelse ud over det sædvanlige," fortæller stævnechef Sebastian Skejø fra Aarhus 1900 Atletik og Løb.


Danmarks hurtigste mænd med hård konkurrence på 60 meter


To af dem, der har god grund til at drømme om OL i Paris, er Simon Hansen (dansk rekordholder på 200 meter) og Kojo Musah (dansk rekordholder på 60 og 100 meter) fra Aarhus 1900 Atletik og Løb. Begge atleter ligger lunt i svinget til både EM og OL senere på året, og en god præstation over 60 meter i Aarhus vil kun gøre den position endnu lunere.


De møder dog hård modstand fra bl.a. sølvvinderen fra de asiatiske mesterskaber, Tosin Ogunode (Qatar), og vinderen af sidste års udgave af Aarhus Sprint’n’Jump, Adam Thomas (Skotland). Kun 4/100-dele af et sekund skilte sidste år disse fire sprinteres årsbedste.


Hos kvinderne må Mathilde Uldall Kramer (Aarhus 1900 Atletik og Løb) betegnes som den dansker med størst chance for at blande sig i toppen i et stærkt besat felt, hvor favoritterne inkluderer den irske rekordholder Molly Scott og EM-bronzevinder på 4x100m Gloria Hooper (Italien). Derudover afvikles der også konkurrencer i 60 meter for paraatleter, hvor der er lagt op til en tæt duel mellem danske Kasper Filsø (Vejle IF) og britiske James Arnott.


Mette Graversgaard klar favorit på hækken


Den største danske favorit til en disciplinsejr finder vi i 60 meter hæk for kvinder, hvor Mette Graversgaard (dansk rekordholder på 60 og 100 meter hæk og fjerdeplads til EM-inde i 2023) fra Aarhus 1900 Atletik og Løb påtager sig den klare favoritrolle. Herfra må det formodes at blive en tæt kamp om andenpladsen, men det kan meget vel blive dansk 1-2 med Mathilde Heltbech (FIF Atletik og Motion) på andenpladsen.


Internationalt finaleniveau i kvindernes trespring


I kvindernes trespring er der samlet et felt, hvis lige sjældent er set på dansk grund. Øverst på meritlisten er tyske Kristin Gierisch, der har EM-guld, VM-sølv og EM-guld på CV’et. På personlig rekord overgås hun dog af finske Senni Salminen, ligesom at sidste års vinder af EM-inde, Tugba, Danismaz (Tyrkiet), også er at finde på startlisten. En anden tysk EM-guld- og VM-sølvvinder er også på startlisten i mændenes trespring, hvor Max Hess umiddelbart er den store favorit, mens græske Nikolaos Andrikopoulos er førsteudfordrer.


I feltet er også Tórur Mortensen (Aarhus 1900 Atletik og Løb) og Jonathan Møller (Randers Freja Atletik og Motion), som dog begge må betegnes som udenfor kampen om top-3.


Tætte dueller i længdespring i vente


I mændenes længdespring er der lagt op til en spændende kamp om førstepladsen. Kun 21 centimeter adskiller nummer 1 og nummer 7 på startlisten målt på personlig rekord, og det er ikke usandsynligt, at halrekorden efter stævnet er på den gode side af otte meter. I hvert fald har ikke færre end tre springere (Chan Ming Tai fra Hong Kong, Andrzej Kuch fra Polen og Alessandro Schenni fra Storbritannien) alle sprunget otte meter eller længere tidligere i karrieren. Den nuværende indehaver af halrekorden på 7,97 meter, danske Sebastian Pedersen (Sparta Atletik og Løb), lægger sig lige bagefter og anfører således det danske bidrag til konkurrencen, der tæller i alt fire springere.


Det danske niveau i kvindernes længdespring har i de senere år taget et stort hop opad, og startlisten til Aarhus Sprint’n’Jump 2024 tæller således tre danske springere med personlig rekord på 6,20 meter eller bedre (Ida Beiter Bomme fra Sparta Atletik og Løb, Ida Boe Rasmussen fra Greve Atletik og Betty Marie Ramsgaard Jensen fra Sparta Atletik og Løb).


Det vil dog alligevel være en overraskelse, hvis danskerne kan blande sig i toppen, hvor favoritværdigheden på forhånd tilfalder tyske Merle Homeier og schweiziske Daniela Gubler, som begge har sprunget over 6,60 meter i karrieren.


SPORT LIVE kan ses af næsten 700.000 husstande og distribueres i Danmark via YouSee, Norlys, Waoo, Allente og Altibox. Kanalen er også tilgængelig i Grønland via Nanoq Media og på Færøerne via Televarpið. Derudover kan SPORT LIVE streames gennem JFM Play.

3,212 views0 comments
bottom of page