top of page
Sylvester Berg og Bakken Bears hentede i sidste uge sæsonens første europæiske sejr i Schweiz. Foto: FIBA.
Sylvester Berg og Bakken Bears hentede i sidste uge sæsonens første europæiske sejr i Schweiz. Foto: FIBA.

Onsdag går det igen løs i FIBA Europe Cup, når Bakken Bears møder LANDAU Lions fra Aserbajdsjan i den anden af fem hjemmekampe i gruppespillet, som vises på SPORT LIVE.


Der venter en spændende europæisk basketball-aften i Vejlby-Risskov Hallen i Aarhus, når de danske mestre fra Bakken Bears onsdag kl. 18.30 tørner sammen med LANDAU Lions.


FIBA Europe Cup har indført et nyt gruppespilsformat med seks hold i hver pulje, hvilket betyder, at aarhusianerne skal spille i alt 10 kampe før jul. Kun de to bedste hold fra gruppe G går videre til andet gruppespil i det nye år, så hvert eneste point på hjemmebane tæller.


Bakken Bears åbnede gruppespillet d. 7. oktober hjemme i Aarhus mod portugisiske SL Benfica, som trods en god dansk indsats trak det længste strå og vandt 91-81. Til gengæld rejste bjørnene sig flot i sidste uge, da det på udebane i Schweiz blev til en vigtig 78-73-sejr over Lions de Genève med amerikanske Myles Corey som topscorer for de danske gæster.


Efter de første to runder er der lagt op til et intenst kapløb i gruppen. Benfica har lagt sig i spidsen som det eneste ubesejrede hold med to sejre og fire point, mens et stort midterfelt bestående af Bakken Bears, tyrkiske Yukatel Denizli Basket, schweiziske Lions de Genève og slovakiske BC Prievidza alle står noteret for en enkelt sejr og tre point hver.


Onsdagens modstander LANDAU Lions indtager aktuelt sjettepladsen med to point efter nederlag i deres to første kampe mod henholdsvis Lions de Genève og BC Prievidza. Det aserbajdsjanske mandskab råder dog over stærke profiler som amerikanske James "J.J." Frazier Jr. og litauiske Gediminas Orelik, der har scoret flittigt i de indledende kampe.


Stolte europæiske traditioner


Det er langt fra første gang, at Bakken Bears repræsenterer dansk basketball i FIBA Europe Cup. Aarhusianerne har gennem årene skabt bemærkelsesværdige resultater i turneringen, hvor de har spillet sig hele vejen til semifinalerne tre gange - senest i 2022.


Også i sidste sæson var Bakken Bears med i gruppespillet, hvor holdets kampe ligeledes blev vist på SPORT LIVE. Derudover sikrede klubben sig i foråret 2024 sit første europæiske trofæ nogensinde med den samlede sejr i European North Basketball League (ENBL).


Efter onsdagens kamp mod LANDAU Lions i Europe Cup venter der Bakken Bears tre ude-kampe på stribe i Slovakiet, Tyrkiet og Portugal, inden holdet igen spiller hjemme i Aarhus i midten af november og to gange i december. Disse tre kampe vises også på SPORT LIVE.


Kommende kampe på SPORT LIVE (med forbehold for ændringer):


ONSDAG D. 21. OKTOBER

Kl. 18.30 Bakken Bears - LANDAU Lions


ONSDAG D. 18. NOVEMBER

Kl. 18.30 Bakken Bears - Lions de Genève


ONSDAG D. 16. DECEMBER

Kl. 18.00 Bakken Bears - BC Prievidza


ONSDAG D. 23. DECEMBER

Kl. 18.30 Bakken Bears - Yukatel Denizli


Hold dig opdateret om kampe og aktuelle sendetider i vores programoversigt.


SPORT LIVE kan ses af over en million abonnenter via YouSee, Norlys, Waoo, Allente, Altibox, Ekstra Bladet+, Bold+, Nanoq Media i Grønland og Televarpið på Færøerne.

Fire af Danmarks mest indflydelsesrige basketchefer sætter hinanden stævne på SPORT LIVE.
Fire af Danmarks mest indflydelsesrige basketchefer sætter hinanden stævne på SPORT LIVE.

Basketligaen vender tilbage til hallerne og tv-skærmene, og i forbindelse med sæsonstarten har SPORT LIVE samlet de mest indflydelsesrige basketchefer til en stor basketball-debat.


I de seneste år har dansk basketball fået et markant løft på tv med omfattende dækning af bl.a. Basketligaen, pokalfinaler og landskampe på SPORT LIVE. Men hvordan skal dansk basketball fortsætte med at udvikle sig - både sportsligt og kommercielt - i fremtiden?


Skal der f.eks. være flere eller færre udenlandske spillere i klubberne? Skal der satses mere på landsholdene? Og hvordan kan sporten gøres mere attraktiv for fans og sponsorer?


Jonas Kvist Jepsen får besøg af direktørerne Troels Mortensen fra Svendborg Rabbits, Andreas Larsen fra Team FOG Næstved, Michael Piloz fra Bakken Bears samt Danmarks Basketball-Forbunds direktør Jesper Winther Sørensen til en times tv-debat om talent-udvikling, udenlandske spillere, tilskuertal og en mere konkurrencedygtig Basketliga.


Basketcheferne vises på SPORT LIVE første gang mandag d. 7. september, og sæsonens første tv-kamp fra Basketligaen mellem Svendborg Rabbits og Horsens IC - som også mødtes i bronzekampen tidligere i år - ruller over skærmen torsdag d. 17. september.


SPORT LIVE kan ses af over en million abonnenter via YouSee, Norlys, Waoo, Allente, Altibox, Ekstra Bladet+, Bold+, Nanoq Media i Grønland og Televarpið på Færøerne.

Gustav Suhr-Jessen fra Danmarks kamp mod Østrig ved sidste års 3x3 Europe Cup. Foto: FIBA 3x3.
Gustav Suhr-Jessen fra Danmarks kamp mod Østrig ved sidste års 3x3 Europe Cup. Foto: FIBA 3x3.

Når basketball-turneringen 3x3 Nordic Cup løber af stablen for første gang i weekenden lørdag d. 8. og søndag d. 9. august i Brøndby, bliver det med tv-dækning på SPORT LIVE.


Den nye nordiske 3x3 basketball-turnering samler Danmark, Sverige, Norge, Finland og Estland, som alle stiller med både et herre- og et kvindelandshold. I alt skal der spilles 28 kampe over to dage, inden de første vindere af 3x3 Nordic Cup kan kåres søndag aften.


Aftalen mellem Danmarks Basketball-Forbund og SPORT LIVE betyder, at endnu flere fans får mulighed for at følge dansk 3x3-basketball, når de nordiske nationer mødes i Brøndby.


Alle kampene kan følges på SPORT LIVE i Danmark, og som host broadcaster er SPORT LIVE også ansvarlig for produktion af turneringen til alle de andre deltagende lande.

Jesper Winther Sørensen, direktør i Danmarks Basketball-Forbund, siger:

"Vi er rigtig glade for, at SPORT LIVE endnu en gang prioriterer basketball og er med til at give vores nye 3x3 Nordic Cup en stærk platform fra begyndelsen. Det bliver en fantastisk mulighed for at vise både sporten og de nordiske landshold frem for et bredere publikum."


Turneringen bliver afviklet udendørs ved Idrættens Hus i Brøndby vest for København med plads til omkring 500 tilskuere omkring banen. Hos både herrer og kvinder spiller alle fem nationer mod hinanden i et indledende gruppespil. De fire bedst placerede hold avancerer til semifinalerne, inden turneringen afsluttes med bronzekampe og finaler om søndagen.


"Vi oplever en stigende interesse for basketball hos vores seere, og 3x3 er en disciplin, der egner sig rigtig godt til tv med høj intensitet, korte kampe og masser af tempo. Derfor ser vi frem til at være med fra starten, når 3x3 Nordic Cup får premiere i august med Danmark som værter," siger Flemming Kjellerup, administrerende direktør hos SPORT LIVE.


SPORT LIVE kan ses af over en million abonnenter via YouSee, Norlys, Waoo, Allente, Altibox, Ekstra Bladet+, Bold+, Nanoq Media i Grønland og Televarpið på Færøerne.

bottom of page