top of page

SPORT LIVE klar med tv-dækning af finalerne i padel-DM og Lunar Ligaen



Der er lagt op til en spændende julemåned for alle, som elsker padel. SPORT LIVE dækker DM-finalerne for seniorer i Horsens lørdag d. 4. december, og mellem jul og nytår sender vi live fra Odense og Final Four-finalerne i den landsdækkende holdturnering Lunar Ligaen.


Sidste år gik danmarksmesterkabet for herrer til Esben Hess-Olesen og Nils Skajaa, mens Jannie Overgaard og Betina Pedersen tog guldet hjem hos damerne. Begge vinderpar har ved flere lejligheder repræsenteret Danmark ved efterfølgende internationale mesterskaber.


I weekenden går det løs igen, når DM afvikles i SMASH Padelcenter i Horsens.


I alt stiller 16 herrepar og 10 damepar op i kampen om at blive danmarksmestre 2021. De indledende kampe afvikles fredag d. 3. december, mens kvartfinaler, semifinaler og finaler spilles lørdag d. 4. december. Begge finaler kan ses på SPORT LIVE lørdag fra kl. 18.45.


Stort set alle Danmarks bedste padelspillere stiller op i Horsens - dog ikke Nils Skajaa, som er forhindret. Esben Hess-Olesen har fundet en ny makker i Mads Elholm fra Odense, og tilsammen er de seedet som det tredjebedste par. Emil Domela Hansen og Marc Andreas Møller er de højest seedede, mens Mads Laudrup og Tobias Galskov er nummer to.


Hos damerne stiller de regerende danmarksmestre, søstrene Betina Pedersen og Jannie Overgaard, op sammen igen. De erobrede pokalen for første gang i 2020, efter at Liv Deleuran-Skjold og Anna Dabrowski havde vundet den to år i træk. Betina og Jannie er stadig det højest seedede par blandt alle tilmeldte damer. Næsthøjest seedede par er Gitte Menzel og Belinda Elkjær, som netop er vendt hjem fra veteran-EM i Vilamoura i Portugal, hvor de vandt en sølvmedalje - det er den hidtil bedste danske præstation for noget hold i udlandet. Der er imidlertid også en del fokus på det tredjehøjest seedede damepar, Gitte Haxen og Mie Skov, som af mange vurderes til at kunne være det førende par.


- Det er virkelig positivt, at alle spillere bakker op om vores fjerde årlige DM i padel. Hvis man ikke har mulighed for overvære kampene i Horsens, kan man ligesom sidste år opleve både herrernes og damernes finale på SPORT LIVE, og det er vi rigtig glade for, siger Ole Egholm, som er formand for Dansk Padel Forbund.


Senere på måneden er der mere padelguld på højkant, når Final Four i Lunar Ligaen løber af stablen i Odense. Finalerne kan følges direkte på SPORT LIVE onsdag d. 29. december. Lunar Liga- og DM-finalerne i padel kommenteres af Martin Kring. DM 2021, FINALER Lørdag d. 4. december kl. 18.45 (forskudt) LUNAR LIGAEN, FINALER Onsdag d. 29. december kl. 16.00 (direkte)

972 views0 comments

Comments


bottom of page