top of page
Writer's picturesportlivedk

Padel: Arla Protein Ligaen vises på SPORT LIVE i den kommende sæson


Tore Deleuran-Skjold (tv.) vandt DM-guld i 2022 og er blandt profilerne i Arla Protein Ligaen. Foto: Morten Olsen.

SPORT LIVE sender fra den bedste række i Arla Protein Ligaen, som er holdturneringen under Padel i Danmark - padelfællesskabet mellem DGI og Dansk Tennis Forbund.


Padel buldrer afsted. Det gælder også snart på de danske tv-skærme. For når første runde af Arla Protein Ligaen sættes i gang tirsdag den 28. marts, bliver det for rullende kameraer.


SPORT LIVE og Dansk Tennis Forbund har nemlig indgået en tv-aftale for den kommende sæson. Det betyder, at der i løbet af foråret bliver tv-dækning af fem udvalgte holdkampe og slutspillet fra den bedste række i Arla Protein Ligaen, der er Padel i Danmarks holdturnering.


Padel i Danmark er et padelfællesskab mellem DGI og Dansk Tennis Forbund, der siden 2020 har samarbejdet om at udvikle og udbrede padelsporten i Danmark. Hos SPORT LIVE vækker det begejstring, at padel tager sit indtog på kanalen i den kommende sæson.


Flemming Kjellerup, direktør i F3 Media Group, der står bag SPORT LIVE, siger:


”Padelsporten er inde i en spændende udvikling, og niveauet bliver bare højere og højere hvert år. Tusindvis af danskere spiller selv padel, og derfor er der også en naturlig interesse for at følge sporten på tv. Som tv-kanal er vi glade for at hjælpe de mange nye talenter frem i lyset ved at sende dansk padel fra øverste hylde," siger Flemming Kjellerup.


Stor sportslig betydning


Arla Protein Ligaen forår/sommer 2023 har netop sat deltagerrekord på alle niveauer med 160 hold. Holdturneringen består af en herreturnering i fem forskellige niveauer, en dameturnering, en mixturnering og en veteranturnering 50+.


Med tv-eksponeringen af ligaen ser SPORT LIVE og Padel i Danmark frem til at vise en masse underholdende padelkampe på et meget højt niveau, hvor flere af landets bedste spillere er at finde i deltagerfeltet. Blandt dem er Tore Deleuran-Skjold - en af Danmarks bedste herrespillere - og han ser frem til at få sporten fast på sendefladen i foråret.


”Det er enormt positivt for padelsporten at få noget velproduceret tv-dækning. Der er mange muligheder nu til dags med stream, men det er oftest blot ét kamera bag banen og dermed svært for folk, som ikke kender så godt til sporten, at følge med i. Aftalen med SPORT LIVE, tror jeg, vil være med til at formidle padel for befolkningen generelt og gøre dem klogere på, hvad sporten kan. Dette vil være med til at brede opmærksomheden for sporten yderligere og forhåbentlig få endnu flere ned og prøve kræfter med padel,” siger Tore Deleuran-Skjold og fortsætter:


”Jeg håber, at især børn vil blive inspireret og komme ud på banerne og til foreningerne, klubberne og centrene, der efterhånden er kommet i gang med tilbud til børn og unge.”


Padel som foreningssport


Over halvdelen af de 160 hold, som er med i forårsudgaven af Arla Protein Ligaen, er forankret i de danske foreninger, og tv-dækningen er også en unik mulighed for at vise frem, hvad padel kan som foreningssport. Med dækningen af Arla Protein Ligaen på SPORT LIVE vil eksponeringen af padelsporten i Danmark få et markant løft.


Direktør i Dansk Tennis Forbund, Emil Bødker, glæder sig over, at aftalen mellem SPORT LIVE og Padel i Danmark er kommet i stand.


”Vi ser meget frem til denne udvidelse af samarbejdet med SPORT LIVE. Vi er ikke i tvivl om, at niveauet i Ligaen bliver højere end nogensinde før. En stor del af holdene har rodfæste i vores foreninger, og med tv-eksponeringen af Arla Protein Ligaen har vi en unik mulighed for at vise, hvad padel kan som foreningsidræt. Det er en sport, som kombinerer fysisk aktivitet med socialt samvær og strategisk tænkning på en helt unik måde," siger Emil Bødker.


Tv-dækning på SPORT LIVE:

Runde 1: Tirsdag den 28. marts, Ølstykke Tennis og Padelklub

Runde 2: Tirsdag den 11. april, PadelPadel Aarhus

Runde 3: Tirsdag den 25. april, Ølstykke Tennis og Padelklub

Runde 4: Tirsdag den 9. maj, Randers Tennis og Padel

Runde 5: Tirsdag den 23. maj, Spillested endnu ikke fastlagt

Slutspil (alle rækker): Lørdag den 10. juni, Vejle Padel Center


SPORT LIVE kan fra d. 1. april ses af over 650.000 danske husstande og distribueres via YouSee, Waoo, Stofa, Norlys, Allente og en lang række antenneforeninger. Kanalen er desuden inkluderet i digitale abonnementer på udgivelser i mediekoncernen JFM.



Om Arla Protein Ligaen


En holdkamp består af fire doublekampe: to runder med to doubler i hver. Det er ikke tilladt at spille med samme makker i begge runder. Hver kamp tæller et point, og en holdkamps resultat kan således være 0-4, 1-3, 2-2, 3-1 eller 4-0. En kamp afvikles bedst af tre sæt med eventuelt tie-break i alle tre sæt, og der spilles med no-ad.


Læs mere om Arla Protein Ligaen på Padelidanmark.dk

1,860 views0 comments

Comments

Couldn’t Load Comments
It looks like there was a technical problem. Try reconnecting or refreshing the page.
bottom of page