Fyns hurtigste cykelløb sendes direkte i TV
top of page

Fyns hurtigste cykelløb sendes direkte i TV



Når det fynske cykelløb ”Criterium Gammelsø” afvikles fredag den 13. august, bliver det for første gang for rullende kameraer. SPORT LIVE sender løbet direkte fredag aften.


Fredag den 13. august stiller 30 ryttere til start på havnen i Odense, når Storms Cycling Club afvikler Fyns hurtigste cykelløb ”Criterium Gammelsø”. Løbet er for alle, der har lyst til at prøve kræfter med den sagnomspundne disciplin at køre et criterium, hvor man kører omgange på samme rute. Det giver et bredt sortiment af ryttere på startstregen men alle med én ting til fælles; at være nogle af cykelsportens hurtigste ryttere, som alle nyder glæden ved en god oplevelse, hvor cykelsporten, fest og den gode energi er i centrum.


Flere stjerner på startstregen

Niels Rasmussen, Cykling Odense, løb med sejren tilbage i 2019, hvor cykelløbet for første gang blev afviklet. Selv ser han frem til at prøve kræfter med løbet igen og mærke stemningen.


”Det har faktisk intet at gøre med, hvor hurtigt man kan køre på sin cykel. Eller generelt hvor dygtig man er på sin cykel. Det her handler langt mere om, at vi sammen gerne vil skabe en oplevelse, hvor alle kan gå herfra og føle, at vi fik noget værdifuldt med i bagagen”, udtaler den forsvarende mester fra Cykling Odense.


Foruden Niels vil også den tidligere professionelle cykelrytter, Troels Rønning Vinther, der blandt andet har tørnet ud for ”Team Saxo Bank – Tinkoff Bank” stille til start.


”Jeg forventer højt humør, god stemning og hårdt ræs. Jeg har stor erfaring i gadeløb og criterier og min palmarés taler for sig selv”, understreger den tidligere World Tour-rytter med et glimt i øjet.



Foruden disse to vil også dette års bronzevinder ved ”DM Cross”, Ian Millennium, og ikke mindst stifter og ejer af det århusiansk funderet cykelfællesskab VELOFIT, Thomas Vestergaard Bundgaard, stille til start.


Vil samle Fyn med idrætten Criterium Gammelsø arrangeres af Storms Cycling Club, der til dagligt hører hjemme i Odenses streetfood marked Storms Pakhus. Cykelløbet slår sig an på at være et underholdende cykelløb for både cykelryttere og tilskuere. Og i Storms Pakhus er man generelt glad for at inddrage idrætten som en del af dagligdagen.


”Vi ved, at idrætten kan samle fynboerne. Det så vi under EM-slutrunden i fodbold, hvor vi afviklede storskærmsarrangementer. Og generelt forsøger vi i Storms Pakhus at samle det fynske folk gennem idrætten og blive et naturligt samlingspunkt for fynboer – også når det handler om idræt”, udtaler direktør i Storms Pakhus Martin Bødker.


Vises på dansk sportskanal

Den nye danske sportskanal, SPORT LIVE, har valgt at vise løbet direkte fredag aften. Kanalen fokuserer på at vise dansk sport. Om deres dækning af cykelløbet fortæller direktør Flemming Kjellerup:


”SPORT LIVE er til for al den danske sport, som fortjener at komme på tv. Og det er der rigtig meget, der gør. Her er der lagt et kæmpe arbejde i at arrangere et anderledes cykelløb, og vi glæder os til at prøve kræfter med at dække løbet fra havnen i Odense. Jeg er sikker på at det bliver sjovt og underholdende, både for os selv og for vores seere.”


SPORT LIVE er siden starten i 2019 vokset til et godt stykke over 500.000 abonnenter. Kanalen kan fås hos Stofa, Waoo, YouSee og Allente. Derudover ligger kanalen hos en række antenneforeninger, bl.a. Glentevejen i Odense, og kan også ses gennem streamingtjenesten YouTv.


Om ”Fyns hurtigste cykelløb” vil give folk den positive og gode oplevelse, finder vi ud af. Du kan følge med på SPORT LIVE fredag d. 13/8 eller komme ned på havnen i Odense og være en del af festen.

503 views0 comments
bottom of page