Europæisk topbasket på SPORT LIVE med Bakken Bears i FIBA Europe Cup
- SPORT LIVE
- for 7 dage siden
- 2 min læsning

Danske basketballfans kan glæde sig til at følge Bakken Bears' jagt på europæisk succes direkte på SPORT LIVE, når gruppespillet i FIBA Europe Cup begynder d. 15. oktober.
Aarhusianske Bakken Bears er endnu engang klar til at forsvare de danske farver på den europæiske scene. Efter en dramatisk kvalifikation til Basketball Champions League, hvor holdet efter to overtidsperioder i den afgørende finale måtte se sig slået på målstregen, træder de forsvarende danske mestre nu direkte ind i gruppespillet i FIBA Europe Cup.
Alle seks kampe fra det indledende gruppespil vil blive vist på SPORT LIVE, og dermed fortsætter kanalen sin stærke dækning af dansk basketball, som også omfatter Basketligaen og landskampe. Den første kamp i FIBA Europe Cup afvikles på hjemmebane i Sparekassen Danmark Basketball Center i Aarhus d. 15. oktober mod Anorthosis Famagusta fra Cypern.
"Vi er utroligt glade for at vise Bakken Bears’ europæiske kampe på SPORT LIVE. Klubben har gennem flere år vist, at de har stor gennemslagskraft i europæisk sammenhæng, og de leverer altid drama og basketball på højt niveau. Det er præcis den slags begivenheder, vi brænder for at formidle til vores seere," siger SPORT LIVEs direktør Flemming Kjellerup.
Også i Aarhus er der stor glæde over tv-aftalen, som sikrer massiv eksponering til Bakken Bears' partnere og sponsorer, og giver fans over hele landet mulighed for at følge med.
"SPORT LIVEs dækning af dansk basketball er uvurderlig, og det betyder enormt meget for os, at vores europæiske kampe bliver vist på en landsdækkende tv-kanal. Det giver vores fans og partnere en fantastisk mulighed for at være med, selv når vi spiller på udebane i Europa. Eksponeringen er afgørende for klubbens fortsatte udvikling og for at udbrede kendskabet til basketball i Danmark. Vi er taknemmelige for samarbejdet og glæder os til at levere store oplevelser til SPORT LIVEs seere her i efteråret," siger direktør Michael Piloz.
Stærke traditioner i Europa
Det er langt fra første gang, at Bakken Bears gør sig bemærket i FIBA Europe Cup. Klubben har en stolt historie i turneringen og er tre gange tidligere nået til semifinalerne - senest i 2022 - hvilket vidner om et hold, der kan måle sig med stærke europæiske modstandere.
Denne gang er Bakken Bears - anført af en stærk kerne af danske profiler og internationale forstærkninger - havnet i en pulje med tre erfarne hold: Basket Zaragoza fra Spanien, Falco KC Szombathely fra Ungarn og Anorthosis Famagusta fra Cypern, så der er udsigt til nogle intense opgør. Holdene møder hinanden to gange i gruppespillet - ude og hjemme.
Kampprogram (med forbehold for ændringer):
ONSDAG D. 15. OKTOBER
Kl. 18.30 Bakken Bears - Anorthosis Famagusta
ONSDAG D. 22. OKTOBER
Kl. 18.00 Falco KC Szombathely - Bakken Bears
ONSDAG D. 29. OKTOBER
Kl. 18.30 Bakken Bears - Basket Zaragoza
ONSDAG D. 5. NOVEMBER
Kl. 18.00 Anorthosis Famagusta - Bakken Bears
TIRSDAG D. 11. NOVEMBER
Kl. 18.30 Bakken Bears - Falco KC Szombathely
ONSDAG D. 19. NOVEMBER
Kl. 20.00 Basket Zaragoza - Bakken Bears
SPORT LIVE kan ses af over en million danskere via YouSee, Norlys, Waoo, Allente, Altibox, Ekstra Bladet+, Bold+, JFM Play samt Nanoq Media i Grønland og Televarpið på Færøerne.