SPORT LIVE - tv-kanalen for dansk idræt i Danmark
top of page

Futsal Ligaen kan følges på SPORT LIVE fra den 14. oktober. Foto: Jim Christensen Photography.

Futsalglade danskere kan se frem til at følge udvalgte kampe fra den bedste række, Futsal Ligaen, på SPORT LIVE i denne sæson. Første tv-kamp ruller over skærmen fredag aften.


Futsal har været en fast og populær del af sendefladen på SPORT LIVE, siden den første tv-aftale blev indgået i 2019. Siden da har kanalen transmitteret en lang række kampe, og derudover har Futsal Ligaen også fået sit helt eget magasinprogram, Bolden er flad.


SPORT LIVE og Futsal Ligaen har netop forlænget aftalen, hvilket betyder, at seerne kan glæde sig til at følge udvalgte kampe på SPORT LIVE til og med DM-finalerne i april.


Resten af året vil SPORT LIVE transmittere seks ligakampe, og efter nytår intensiveres dækningen frem mod slutspillet. Samlet viser kanalen cirka 20 af sæsonens kampe.

"Vi er meget glade for at fortsætte samarbejdet med SPORT LIVE nu på fjerde sæson. Produktionerne er på et imponerende niveau, og de er et godt udstillingsvindue for vores sport," udtaler Christian Peytz, som er formand for Futsalklubforeningen.


Den første tv-kamp spilles fredag d. 14. oktober i Park Vendia i Hjørring, hvor sidste sæsons finalister og sølvvindere fra Hjørring tager imod Aalborg til nordjysk rivalopgør i Liga Vest.


Ugen efter får de forsvarende mestre fra Futsal Gentofte besøg af Brøndby IF.


Kampe på SPORT LIVE resten af året:


Fredag d. 14. oktober

Hjørring FK - Aalborg FK


Fredag d. 21. oktober

Futsal Gentofte - Brøndby IF


Fredag d. 28. oktober

Brøndby IF - FC Fjordbold


Lørdag d. 5. november

Hjørring FK - Sønderborg Futsal


Fredag d. 11. november

Brøndby IF - Sat Af Pigeons


Søndag d. 4. december

Eastside Viborg - Sønderborg Futsal


SPORT LIVE kan ses af over en halv million danske husstande og distribueres via YouSee, YouTv, Waoo, Stofa, Norlys, Allente og lokale antenneforeninger. Derudover er kanalen inkluderet i digitale abonnementer på udgivelser under Jysk Fynske Medier.



Volleyligaen melder klar til en ny sæson på SPORT LIVE. Foto: Flemming Patulski Nielsen, Intofoto.

Mandag bliver volleyballaften: SPORT LIVE og Volleyball Danmark har netop forlænget deres samarbejdsaftale, som betyder, at over en halv million husstande i den kommende sæson får mulighed for at følge toppen af dansk klubvolleyball på tv.


SPORT LIVE vil også i den kommende sæson transmittere udvalgte kampe fra Volleyligaen med fokus på både herrer og kvinder. Tv-kampene spilles som udgangspunkt mandag aften.


Volleyball Danmark og SPORT LIVE indgik sidste år en aftale om dækning af Volleyligaen og har siden da udvidet samarbejdet til også at omfatte pokalfinaler og landskampe. Således kan SPORT LIVEs seere følge bl.a. Danmarks EM-kvalifikationskampe på hjemmebane.


Flemming Kjellerup, direktør i F3 Media Group, der står bag SPORT LIVE, udtaler:


"Dansk volleyball har netop nået et foreløbigt højdepunkt med herrelandsholdets kvalifikation til EM-slutrunden for første gang. Det er imponerende. Der arbejdes hver dag hårdt i klubber over hele landet for at gøre det bedre og bedre, og det er tydeligt, at der også er masser af talent på vej frem i volleyligaklubberne. Vi glæder os meget til at fortsætte det gode samarbejde med Volleyball Danmark, og vi ser frem til at være med på rejsen frem mod at gøre dansk volleyball endnu stærkere," siger Flemming Kjellerup.


Jesper Jørgensen, direktør i Volleyball Danmark, tilføjer:


"Vi er utroligt glade og stolte over, at vi igen har indgået en samarbejdsaftale med SPORT LIVE, som sikrer en fortsat bred eksponering af Volleyligaen. Jeg er sikker på, at det kommer både klubberne i Volleyligaen samt vores mange andre volleyballklubber til gavn. Aftalen sikrer en god og bred eksponering af Volleyligaen, og det er med til at skabe interesse for og øge kendskabet til volleyball generelt," siger Jesper Jørgensen.


Der er planlagt syv direkte tv-kampe på SPORT LIVE i efteråret med start mandag d. 10. oktober, når kvinderne fra Team Køge tager imod oprykkerne fra Lyngby Gladsaxe.


SPORT LIVE kan ses af over en halv million danske husstande og distribueres via YouSee, YouTv, Waoo, Stofa, Norlys, Allente og lokale antenneforeninger. Derudover er kanalen inkluderet i digitale abonnementer på udgivelser under Jysk Fynske Medier.



Frederikshavn Blackhawks og Sunds Seahawks i årets DM-finale for herrer. Foto: Thomas Krogh.

Kanalen SPORT LIVE og Floorball Danmark er blevet enige om fortsat tv-dækning af dansk floorball i den kommende sæson. Aftalen inkluderer kampe fra herrernes Select Floorball Liga, DM-Superfinalen samt det traditionsrige Arena Nord Pokal Final4-stævne i januar.


Floorball Ligaen er den bedste række i Danmarksturneringen. Sæsonen løber fra september og frem til foråret, hvor der spilles semifinaler. Derefter findes DM-vinderne i Superfinalen.


SPORT LIVE er også med, når Pokalturneringen afgøres i januar. Final4-stævnet er en af sæsonen største og vigtigste begivenheder i dansk floorball, og det er traditionelt en kæmpe floorballfest. SPORT LIVE sender både herrernes og kvindernes pokalfinaler.


Aftalen er en fortsættelse af det tætte samarbejde, som SPORT LIVE og Floorball Danmark indledte i 2020 med produktion af VM-kvalifikationskampe. Det var så stor en succes, at forbundet indgik aftale med SPORT LIVE om Floorball Ligaen og pokal- og DM-finaler.


"Ambitionen i denne sæson er at løfte niveauet for tv-kampene, så vores sport ser bedst muligt ud på skærmen. Det er vigtigt for os med dækning på en tv-kanal, som tager floorball alvorligt og når bredt ud. Derfor er vi glade for at kunne forlænge vores aftale med SPORT LIVE i yderligere et år," siger Carsten Nymand Provstgaard, direktør i Floorball Danmark.


Flemming Kjellerup, direktør i F3 Media Group, der står bag SPORT LIVE, tilføjer:


"Vi ser frem til et fortsat godt samarbejde med Floorball Danmark om at vise det bedste af dansk floorball frem på tv. Floorball er en sportsgren med et stort tv-potentiale, og vi kan konstatere, at floorball også er i hastig vækst som tv-sport i de andre nordiske lande."


SPORT LIVE kan ses af over en halv million danske husstande og distribueres via YouSee, YouTv, Waoo, Stofa, Norlys, Allente og lokale antenneforeninger. Derudover er kanalen inkluderet i digitale abonnementer på udgivelser under Jysk Fynske Medier.


SPORT LIVE - TV-KANALEN FOR DANSK IDRÆT

bottom of page