Volleyball: SPORT LIVE indgår stor aftale om danske og internationale landskampe
- SPORT LIVE

- 18. mar.
- 3 min læsning

Der er masser af volleyball på vej til seerne på SPORT LIVE, som netop har indgået en tv-aftale om eksklusiv visning af mindst 21 landskampe fra EM og European League i 2026.
Aftalen omfatter alle kampe fra kvindernes kvalifikation til den prestigefyldte CEV European League, herrernes kampe fra selve hovedturneringen i European League og ikke mindst alle herrelandsholdets kampe og finalen fra årets EM-slutrunde - også kendt som EuroVolley.
I maj er Danmark vært for kvindernes indledende European League-kvalifikationspulje, som afvikles i SJF Bank Arena i Odense med deltagelse af Danmark, Albanien, Luxembourg og Litauen. Holdene møder hinanden én gang, og de to bedste går videre til hovedrunden.
Hvis det lykkes for Danmark at kvalificere sig til selve hovedrunden, skal kvindelandsholdet spille tre "mini-turneringer" i juni, hvor der hver gang deltager tre lande. Den ene af disse turneringer vil i givet fald blive spillet i Odense, og alle tre kampe vises på SPORT LIVE.
European League er strategisk vigtig for Danmark, eftersom en god placering i turneringen kan være med til at sikre kvinderne en plads ved næste EM-slutrunde, som spilles i 2028.
Hektiske måneder for herrelandsholdet
I modsætning til kvinderne er herrerne allerede kvalificeret til European League og skal spille tre runder mod to forskellige lande hver gang. I første runde d. 5.-7. juni er Danmark vært og får besøg af Island og Portugal. Ugen efter gælder det Tjekkiet og Bosnien-Hercegovina på udebane, og i den sidste runde skal landsholdet møde Albanien og Rumænien i Tirana.
Med deltagelse i European League får Danmark den perfekte affyringsrampe til årets absolutte højdepunkt: EM-slutrunden i september. Herrelandsholdet kvalificerede sig til turneringen, da de sidste år sluttede på en historisk førsteplads i kvalifikationsgruppen.
SPORT LIVE viser som minimum alle Danmarks gruppekampe direkte fra Nokia Arena i Tampere, hvor herrelandsholdet skal kæmpe mod Holland, Estland, Serbien, Belgien og værtsnationen Finland i de fem indledende gruppekampe d. 10. til 16. september.
Hvis Danmark bliver et af de fire bedst placerede hold i gruppen, går holdet videre til 1/8-finalerne, som finder sted d. 19. til 21. september i Torino og Sofia. Danmark har deltaget fem gange i EM-slutrunder, og den bedste danske placering var en 12.-plads i 2013.
Uanset dansk deltagelse viser SPORT LIVE også finalen i Milano d. 26. september.
Nicolai Kaas Nordstrøm, direktør i Volleyball Danmark, siger:
"Der venter nogle spændende og vigtige måneder for både kvinde- og herrelandsholdet, og det er fantastisk, at danske fans får mulighed for at følge kampene på SPORT LIVE. Vi har aldrig før lavet en så stor og omfattende tv-aftale for de danske landshold, og vi glæder os til at vise seerne, hvad dansk volleyball kan udrette på den store internationale scene."
Foreløbigt kampprogram (med forbehold for ændringer):
FREDAG D. 29. MAJ
Kl. 16.00 European League: Albanien - Luxembourg (kvinder)
Kl. 19.00 European League: Litauen - Danmark (kvinder)
LØRDAG D. 30. MAJ
Kl. 15.00 European League: Luxembourg - Litauen (kvinder)
Kl. 18.00 European League: Danmark - Albanien (kvinder)
SØNDAG D. 31. MAJ
Kl. 15.00 European League: Albanien - Litauen (kvinder) Kl. 18.00 European League: Luxembourg - Danmark (kvinder)
FREDAG D. 5. JUNI
Kl. 19.00 European League: Portugal - Danmark (herrer)
LØRDAG D. 6. JUNI
Kl. 16.00 European League: Island - Portugal (herrer)
SØNDAG D. 7. JUNI
Kl. 16.00 European League: Danmark - Island (herrer)
FREDAG D. 12. JUNI
Kl. 18.00 European League: Bosnien-Hercegovina - Tjekkiet (herrer)
LØRDAG D. 13. JUNI
Kl. 17.00 European League: Danmark - Bosnien-Hercegovina (herrer)
SØNDAG D. 14. JUNI
Kl. 16.00 European League: Tjekkiet - Danmark (herrer)
FREDAG D. 19. JUNI
Kl. 19.00 European League: Danmark - Albanien (herrer)
LØRDAG D. 20. JUNI
Kl. 19.00 European League: Rumænien - Danmark (herrer)
SØNDAG D. 21. JUNI
Kl. 19.00 European League: Albanien - Rumænien (herrer)
TORSDAG D. 10. SEPTEMBER
Kl. 19.00 EM-slutrunde: Finland - Danmark (herrer)
LØRDAG D. 12. SEPTEMBER
Kl. 14.00 EM-slutrunde: Danmark - Holland (herrer)
SØNDAG D. 13. SEPTEMBER
Kl. 14.00 EM-slutrunde: Estland - Danmark (herrer)
TIRSDAG D. 15. SEPTEMBER
Kl. 16.00 EM-slutrunde: Belgien - Danmark (herrer)
ONDAG D. 16. SEPTEMBER
Kl. 16.00 EM-slutrunde: Danmark - Serbien (herrer)
LØRDAG D. 26. SEPTEMBER
Kl. TBA EM-slutrunde: Finale (herrer)
SPORT LIVE kan ses af over en million abonnenter via YouSee, Norlys, Waoo, Allente, Altibox, Ekstra Bladet+, Bold+, Nanoq Media i Grønland og Televarpið på Færøerne.


