top of page
Forfatters billedesportlivedk

SPORT LIVE viser DM i 5-Kegler, 3-Bande Carambole, Biathlon og Skomar-billard


Kasper Kristoffersen er blandt deltagerne ved årets DM-stævne i Hundige. Foto: Den Danske Billard Union.

I maj og juni er der masser af køer og kegler på skærmen, når SPORT LIVE sender DM i billard fra Waves i Hundige og Copenhagen Pool & Snooker House på Frederiksberg.


Den Danske Billard Union afholder i weekenden fra d. 19. til 21. maj DM i tre discipliner på én gang for både herrer, damer og juniorer: 5-Kegler, 3-Bande Carambole og Biathlon. Det foregår i Waves i Hundige, hvor nogle af Danmarks og sågar verdens bedste billardspillere skal dyste om DM-titlerne i disse tre spændende og teknisk udfordrende discipliner.


Verdensstjerner som Dion Nelin, Jacob Haack-Sørensen, Brian Knudsen, Tonny Carlsen og Thomas Andersen vil være at finde i 3-Bande Carambole. Og ligeledes internationale profiler som Kasper Kristoffersen, Rune Kampe, Erling Sjørup og flere andre i disciplinen 5-Kegler.


Sidste år blev EM-finalen i 5-kegler i Randers mellem Kasper Kristoffersen og Michelangelo Aniello fra Italien sendt på SPORT LIVE, og nu er der altså igen billard fra øverste hylde.


SPORT LIVE sender direkte fra DM-finalerne i Hundige søndag d. 21. maj fra kl. 13 med Peter Jørgensen og den nykårede danske mester i keglebillard, Kent Erichsen, ved mikrofonerne.


Også tv-dækning af DM i Skomar på SPORT LIVE


Fra d. 15. til 18. juni kæmper Danmarks allerbedste skomarspillere om æren og titlerne for både individuelle spillere og firemandshold, når danmarksmesterskaberne løber af stablen i Copenhagen Pool & Snooker House på Frederiksberg. Her vil man kunne opleve skomar-hajer som Charlotte Sørensen, Rune Kampe, Thomas Manggaard, Søren Hougaard, Lars Olsen, Mikael Mikkelsen, Erling Sjørup og flere end 100 andre dygtige spillere.


Finalekampene, der spilles søndag d. 18. juni, vises på SPORT LIVE.


DM i Skomar-billard for firemandshold blev sidste år vundet af SlukEfter Silverbacks fra Næstved, som slog Frihedskæmperne fra Amager i finalen og blev danske mestre.


I dette års turnering skal otte hold kæmpe om mesterskabet: Team Falster, Crocodiles, Sjøpperne, Trøsten, Snoopy Bodega, Frederikssund BK, BK Fluen og Ringsted BC.


SPORT LIVE kan ses af over 650.000 danske husstande og distribueres via YouSee, Waoo, Stofa, Norlys, Allente og en lang række kabelnet og lokale antenneforeninger. Kanalen er desuden inkluderet i digitale abonnementer på udgivelser i mediekoncernen JFM.


1.460 visninger0 kommentarer

Comments


bottom of page