SPORT LIVE og Dansk Tennis Forbund forlænger tv-aftale med yderligere to år
top of page

SPORT LIVE og Dansk Tennis Forbund forlænger tv-aftale med yderligere to år


Valdemar Pape interviewes på SPORT LIVE efter sin DM-finalesejr i 2021. Foto: Dansk Tennis Forbund.

SPORT LIVE og Dansk Tennis Forbund har forlænget aftalen om tv-dækning af dansk tennis, hvilket betyder, at over en halv million husstande også fremover kan følge blandt andet Elitedivisionen på SPORT LIVE. Aftalen gælder foreløbig frem til udgangen af 2024.


Samarbejdet mellem SPORT LIVE og Dansk Tennis Forbund blev indledt i 2019, og med den nye tv-aftale vil Elitedivisionen blive dækket kontinuerligt med en holdkamp fra hver runde i grundspillet udendørs. Aftalen omfatter desuden singlefinalerne fra DM Inde og DM Ude - Powered by Lokal Forsikring, og de internationale ITF-turneringer i Vejle og København.


Aftalen åbner også mulighed for at sende bl.a. yderligere ITF World Tour-turneringer.


Flemming Kjellerup, direktør i F3 Media Group, der står bag SPORT LIVE, udtaler:


”Tennis er en super god tv-sport, og vi har været glade for at bringe kampene fra Elitedivisionen ud til vores seere. Der er meget mere kvalitet i dansk tennis, end folk er klar over, og vi ser det som vores opgave at formidle det. I den nye sæson kommer vi til, sammen med tennisforbundet, at arbejde på at skabe endnu bedre transmissioner med flere tilskuere på tennis-anlæggene og mere fokus på interviews, optakter og studie. Sammen kan vi gøre dansk tennis til et endnu mere interessant tv-produkt, og derfor er jeg glad for, at vi nu har indgået en længere aftale og forpligtet hinanden på samarbejdet,” siger Kjellerup.


Også i Dansk Tennis Forbund er der brede smil at finde. Forbundets direktør, Emil Bødker, glæder sig over det forlængede samarbejde med SPORT LIVE, der giver mulighed for at invitere over en halv million husstande helt tæt på den bedste tennis i Danmark.


”Vi er meget stolte over at have underskrevet en ny tv-aftale med SPORT LIVE. Ud over at være enormt glade for samarbejdet, så er aftalen med til at sikre to år mere med bred tv-eksponering af tennisklubber, spillere og turneringer på dansk grund,” siger Emil Bødker.


Årets første tv-transmission bliver d. 1. april, når der spilles indendørs DM-finaler i Hillerød.


SPORT LIVE kan ses af over en halv million danske husstande og distribueres via YouSee, Waoo, Stofa, Norlys, Allente og en lang række lokale antenneforeninger. Derudover er kanalen inkluderet i digitale abonnementer på udgivelser i mediekoncernen JFM.


601 views0 comments
bottom of page