top of page

Fodbold: SPORT LIVE og Bold+ går sammen om at vise spansk Super Cup


Den spanske superpokal er en af de mest prestigefyldte i Europa. Foto: Real Federación Española de Fútbol.
Den spanske superpokal er en af de mest prestigefyldte i Europa. Foto: Real Federación Española de Fútbol.

Der er dømt spansk topfodbold på SPORT LIVE i januar, når kanalen viser den ene af de to semifinaler samt finalen - en potentiel El Clásico - i den prestigefyldte Supercopa de España.


SPORT LIVE viser eksklusivt den semifinale, som spilles onsdag d. 7. januar, samt finalen søndag d. 11. januar - en kamp, som potentielt kan blive et opgør mellem to af verdens største fodboldklubber og ærkerivaler: FC Barcelona og Real Madrid.


Aftalen er indgået i et samarbejde med Ekstra Bladet, som viser den anden af de to semifinalekampe torsdag d. 8. januar eksklusivt på Bold+.


Turneringen omfatter vinderne og toerne fra La Liga og Copa del Rey. Den 7. januar er der semifinale mellem FC Barcelona og Athletic Bilbao, og dagen efter mødes Real Madrid og Atlético Madrid - to kampe med potentiale for masser af sydlandsk drama og intensitet.


Flere skandinaviske profiler kan forventes at komme på banen, bl.a. Atlético Madrids norske angriber Alexander Sørloth og ikke mindst danske Andreas Christensen for FC Barcelona.


Vinderne går videre til "superfinalen" søndag d. 11. januar, som altså kan blive et klassisk opgør mellem ærkerivalerne FC Barcelona og Real Madrid. De har mødt hinanden over 250 gange i årenes løb, og deres legendariske kampe har opnået en nærmest mytisk status.


Supercopa de España har eksisteret siden 1982 og var oprindeligt en turnering med to hold, men siden 2020 har den inkluderet fire klubber. De forsvarende mestre fra FC Barcelona har vundet trofæet 15 gange, mens Real Madrid har sikret sig titlen 13 gange - senest i 2024.


Flemming Kjellerup, administrerende direktør hos SPORT LIVE, udtaler:


"Det er vigtigt for os at kunne tilbyde seerne et varieret og attraktivt udvalg af sportsgrene og begivenheder på SPORT LIVE. Europæisk topfodbold er et stærkt supplement til vores omfattende dækning af dansk idræt, og med store turneringer som bl.a. Supercopa de España vil vi kunne tiltrække flere seere og et endnu bredere publikum til kanalen."


Kampprogram (med forbehold for ændringer):


Onsdag d. 7. januar

Kl. 20.00 FC Barcelona - Athletic Bilbao


Torsdag d. 8. januar

Kl. 20.00 Real Madrid - Atlético Madrid


Søndag d. 11. januar

Kl. 20.00 Supercopa de España, finale


SPORT LIVE kan ses af over en million danskere via YouSee, Norlys, Waoo, Allente, Altibox, Ekstra Bladet+, Bold+, JFM Play samt Nanoq Media i Grønland og Televarpið på Færøerne.

bottom of page