Mere end 250.000 husstande vil få mulighed for at opleve dansk toptennis, når SPORT LIVE i de kommende to år viser Elitedivisionen og DM-finaler på tv.


Eksponeringen af den bedste tennis på dansk grund får et markant løft. Fremover vil DM-finaler både individuelt og for hold blive transmitteret på tv-kanalen SPORT LIVE, der specialiserer sig i dansk sport.


Det sker efter, at SPORT LIVE og Dansk Tennis Forbund har indgået en toårig samarbejdsaftale.


Udover DM-finalerne vil Elitedivisionen i tennis blive fulgt tæt med en holdkamp fra hver runde i grundspillet udendørs. Det er første gang nogensinde, at Elitedivisionen dækkes fast på tv.


”Vi er rigtig glade for at have indgået den her aftale med SPORT LIVE, som sikrer dansk toptennis på en dansk kanal. Elitedivisionen er inde i en spændende udvikling og har et højt sportsligt niveau. Nu tager vi endnu et skridt i udviklingen af holdturneringen med tv-transmissioner fra grundspillet og finalerne. Samtidig får vi vist de individuelle DM-finaler, som altid er garant for god underholdning,” siger Joakim Thörring, der er turnerings-ansvarlig i Dansk Tennis Forbunds bestyrelse.


Stærke navne som Holger Rune, Clara Tauson, Frederik Løchte Nielsen, Karen Barritza og Christian Sigsgaard har været med til at hæve Elitedivisionens sportslige niveau i de senere år.


Første transmission bliver fra Medaljespillet i holdturneringen, hvor guldet skal afgøres søndag den 14. marts i KB på Frederiksberg. To uger senere, den 27. marts, står den på de individuelle finaler for damer og herrer fra DM i Hillerød.


Aftalen mellem SPORT LIVE og Dansk Tennis Forbund giver desuden mulighed for, at parterne kan blive enige om transmissioner fra andre begivenheder på dansk grund.

Updated: 2 hours ago


SPORT LIVE er med, når Danmarksmesterskabet i Cyklecross løber af stablen den 10. januar 2021 i Aarhus.

Joachim Parbo fra arrangøren, Grote Prijs CK Aarhus, lover at lave en cykelfest, mens deltagerne kæmper sig igennem strabadserne med mudder og forhindringer, og med tilskuere på Aarhus Cykelbanes tribune.

Sidste års vinder, Sebastian Fini får kamp til stregen af et hårdt felt, som bl.a. tæller navne som Simon Andreassen og Jonas Lindberg.

DM-løbene køres om eftermiddagen den 10. januar, og vi sender både herrernes og damernes løb forskudt søndag aften.

Det er første gang vi sender Cyklecross på SPORT LIVE, men vi regner med flere begivenheder senere på året.


Foto: Toke Hage


Updated: 2 hours ago




Fra årsskiftet indgår SPORT LIVE nu også i alle Waoo’s pakker. Waoo er den tredjestørste operatør på markedet for kabel-tv, og selskabet har altså nu valgt at tage SPORT LIVE ind i grundpakken. Om årsagen siger Waoo’s Markedsdirektør, Frank Poulsen Kirk: ”Det interessante ved SPORT LIVE er, at den rammer ind i en bredere målgruppe end de traditionelle sportskanaler. Vi har altid fokus på at tilbyde vores kunder nye muligheder for at dække deres behov – og derfor er vi rigtigt glade for, at vi har fået dette nye, tætte samarbejde, hvor vi også er med til at støtte op om de mindre sportsgrene og TV-dækningen af disse.”

Med den nye aftale er SPORT LIVE gået fra 5.000 til 250.000 abonnenter på lidt over et år.

KONTAKT:

Tel: +45 40 29 49 77

Email: f3@f3mediagroup.com

Korsdalsvej 135

2605 Brøndby