SPORT LIVE - tv-kanalen for dansk idræt i Danmark
top of page

Tv-kameraerne ruller, når Danmarks hurtigste gokartkørere træder speederen i bund. Foto: Niklas Majgaard.

SPORT LIVE har indgået en ny tv-aftale med Dansk Automobil Sports Union (DASU) om dækning af tre afdelinger i gokartserien Danish Karting League samt årets DM-finaler.


Her til foråret tager Danish Karting League hul på en ny sæson, som byder på en række ændringer hvad angår både løbsformat og baner. For første gang bliver der afviklet løb i Thy og Grindsted, og derudover vil hver afdeling i denne sæson blive kørt over to dage med seks faste klasser: Micro 60, Mini 60, X30 Junior, X30 Senior, OK Junior og KZ2.


Søndag d. 16. juni sender SPORT LIVE direkte fra Thy Karting Center i Hanstholm, som lægger asfalt til Grand Prix Thy. Seerne kan også følge de afsluttende løb fra Grand Prix Grindsted d. 8. september samt finalestævnet Grand Prix Vojens d. 29. september.


SPORT LIVE vil desuden være til stede på Rødby Karting Ring søndag d. 11. august, når danmarksmesterskaberne i Karting skal afgøres. DM er en traditionsrig begivenhed, som gennem årene har været springbræt for kendte racerkørere som bl.a. Kevin Magnussen.


Hos Danish Karting League vækker den nye tv-aftale stor begejstring:


"Jeg er superglad for, at vi kan fortsætte samarbejdet med DASU og SPORT LIVE, og at deltagerne og følgerne af Danish Karting League således kan se frem til en øget tv-dækning i 2024. At Danish Karting League igen bliver sendt direkte og vist i de danske stuer, ser jeg som et vigtigt skridt i at gøre karting mere tilgængelig og sprede budskabet om vores gode sport," siger Mads Eielsø Hansen, direktør og Event Director i Danish Karting League.


Karting er også en del af DM-ugen i Herning, hvorfra SPORT LIVE sender Rotax-finalerne søndag d. 23. juni. Rotax er en selvstændig gokart-klasse med særlige motorer og regler.


Ekspert og medkommentator på tv-transmissionerne bliver Jacob Nørtoft, som til daglig er talent- og elitechef i Dansk Automobil Sports Union og har indgående kendskab til Karting.


Følgende løb dækkes på SPORT LIVE (med forbehold for ændringer):


SØNDAG D. 16. JUNI

Danish Karting League: Grand Prix Thy


SØNDAG D. 23. JUNI

DM-finaler i Rotax, Ikast


SØNDAG D. 11. AUGUST

DM-finaler i Karting, Rødby


SØNDAG D. 8. SEPTEMBER

Danish Karting League: Grand Prix Grindsted


SØNDAG D. 29. SEPTEMBER

Danish Karting League: Grand Prix Vojens


SPORT LIVE kan ses af næsten 700.000 husstande og distribueres i Danmark via YouSee, Norlys, Waoo, Allente og Altibox. Kanalen er også tilgængelig i Grønland via Nanoq Media og på Færøerne via Televarpið. Derudover kan SPORT LIVE streames gennem JFM Play.


Silas Gryholt (tv.) er et af de unge stortalenter, der er tilknyttet Gilleleje Bokseklub. Foto: Andreas Birkebæk.

En ny tv-aftale mellem SPORT LIVE og Gilleleje Bokseklub betyder, at seerne fremover kan glæde sig til endnu mere dansk topboksning fra både amatør- og professionelle stævner.


I 2022 kunne Gilleleje Bokseklub fejre 40-års jubilæum, og de seneste år har klubben vokset sig stærkere og er blevet en faktor, man regner med i dansk boksning. På den baggrund har SPORT LIVE indgået en tv-aftale med klubben, som fremover vil afvikle stævner i flere byer rundt omkring i landet med både amatørkampe og professionelle kampe på programmet.


Seerne får boksestævner af meget høj kvalitet rent sportsligt samt et stort setup af lyd og lys, fortæller Oliver Møllenberg, som er træner og stævneansvarlig i Gilleleje Bokseklub:


"Jeg er stolt over, at vi har indgået denne tv-aftale med SPORT LIVE. Det er første gang, at en bokseklub som forening har gjort dette, og det vidner om den kvalitet, vi som klub har bevist gennem vores dygtige boksere og store gallastævner. Vi glæder os til at komme i gang og løfte sløret for, hvor vores første stævne bliver, og hvilke boksere vi hiver ind."


SPORT LIVE har i forvejen en aftale med TK Promotion om visning af deres professionelle stævner, og kanalen har også dækket bl.a. DM, landskampe og nordiske mesterskaber. Den nye aftale med Gilleleje Bokseklub betyder, at endnu mere dansk boksning kommer på tv.


Flemming Kjellerup, direktør hos SPORT LIVE, glæder sig til samarbejdet:


"Vi har fulgt det store arbejde og den imponerende udvikling i Gilleleje tæt, og vi kan jo se, at de allerede har masser af tilskuere til deres velafviklede stævner. Derfor er vi nu klar til at tage et stort skridt sammen med klubben og sende direkte fra de stævner, de arrangerer."


"Stævnerne vil også inkludere professionelle kampe, og det giver bl.a. mulighed for, at klubbens egne talenter kan prøve kræfter med det professionelle game i rammer, som de kender, og hvor de er vant til at præstere. Vi glæder os rigtig meget til samarbejdet og til at give dansk boksning endnu et skub i den rigtige retning,” siger Flemming Kjellerup.


Blandt Gilleleje Bokseklubs unge talenter er Silas Gryholt, som for nylig vandt sølv ved de nordiske mesterskaber i Herning. Klubben er også hjemsted for bl.a. det danske OL-håb Sofie Rosshaug, som fik sin professionelle debut ved Gilleleje Galla Fight Night i januar.


Indtil videre er der planlagt tre Gilleleje-stævner, som vises direkte på SPORT LIVE. Første stævne afvikles til efteråret, mens de næste to forventes at finde sted i starten af 2025.


SPORT LIVE kan ses af næsten 700.000 husstande og distribueres i Danmark via YouSee, Norlys, Waoo, Allente og Altibox. Kanalen er også tilgængelig i Grønland via Nanoq Media og på Færøerne via Televarpið. Derudover kan SPORT LIVE streames gennem JFM Play.


Tv-aftalen omfatter stævner med bl.a. den ubesejrede WBO Europe-mester Jacob Bank. Foto: TK Promotion.

SPORT LIVE og TK Promotion har indgået en ny tv-aftale om dækning af dansk professionel boksning. Dermed har seerne udsigt til flere stævner med nogle af landets bedste fightere.


I 2022 indgik parterne en toårig aftale, og siden da har SPORT LIVE transmitteret en lang række professionelle stævner med profiler som Jacob Bank, Payman Akbari, Jeppe Møller Christensen, Nesar Kunduzi og Dina Thorslund - heriblandt flere EM- og VM-titelkampe.

 

Promoter Kasper Holgersen fra TK Promotion glæder sig over, at aftalen fortsætter:

 

"Det er en kæmpe gevinst for dansk boksning at blive vist på en tv-kanal med så stor en udbredelse som SPORT LIVE. Derfor er vi yderst tilfredse med, at der nu er kommet en ny aftale på plads, som sikrer en stærk dækning af vores stævner og boksere," siger han.

 

Næste TK Fight Night-stævne afvikles i ROFI-Centret i Ringkøbing lørdag d. 20. april med bl.a. Jacob Bank, som skal i ringen over otte omgange mod argentinske Hernan Perez.

 

Jacob Bank er nr. 25 i supermellemvægt på det anerkendte medie BoxRecs verdensrangliste, og der venter en spændende tid for den danske boksekomet, fastslår Kasper Holgersen:

 

"Vores plan er, at Jacob skal være aktiv og bokse fire kampe i både 2024 og 2025. Det bliver et mix mellem store titelkampe og kampe over færre omgange, hvor vi vil forsøge at møde boksere uden for Europa, så Jacob får prøvet kræfter med mange forskellige stilarter."


Flemming Kjellerup, direktør hos SPORT LIVE, ser frem til det fortsatte samarbejde:


"TK Promotion leverer et supergodt produkt, og deres unge talenter gør det fremragende. Med al den boksning, som jeg har fulgt i årenes løb, tør jeg godt sige, at Jacob Bank er det største boksetalent, vi har haft i Danmark siden Mikkel Kessler," siger Flemming Kjellerup.


SPORT LIVE kan ses af næsten 700.000 husstande og distribueres i Danmark via YouSee, Norlys, Waoo, Allente og Altibox. Kanalen er også tilgængelig i Grønland via Nanoq Media og på Færøerne via Televarpið. Derudover kan SPORT LIVE streames gennem JFM Play.

SPORT LIVE - TV-KANALEN FOR DANSK IDRÆT

bottom of page